Patagonien - på godt og ondt.
Clas / 02.03.2004
Som tidligere annonceret her på siden deltog Tscherning/Løberen i Patagonia Expedition Race i perioden 9.-14. februar. Løbet bestod af i alt 500 hårde kilometer i meget uvejsomt terræn. Især trekking delen på i alt 150 km var hård. Holdene skulle hovedsageligt trekke i skov og jungle, i et område som ikke bliver besøgt ofte.Claus Stallknecht fortæller, \"der var virkeligt langt mellem de forskellige Checkpoints. Og det var svært fremkommeligt i store dele af skovene. Tit bevægede vi os med mindre end 2 km/t\".
Holdets strategi lå fast allerede før de tog af sted. Første prioritet var at gennemføre løbet fuldtallige. Med et par dårlige oplevelser i rygsækken, var det vigtigt for holdet at bevise, især for dem selv, at de kan stå distancen i de længere ekspeditionsløb. Dette prægede også holdts strategi undervejs. De forsøgte hele tiden at have rigeligt med mad med, og holdt sig til en konservativ søvnstrategi, ved at sove hver nat.




